#4 tips til det perfekte nyhedsbrev – hvordan griber du det an?

Nyhedsbreve kan være en svær størrelse. Ja faktisk findes der endnu ikke en perfekt guideline, hvorfor overskriften selvfølgelig også lyver en anelse.

Men det betyder ikke, at du ikke kan lære at sende noget nær et perfekt nyhedsbrev afsted til din målgruppe. Alt du skal bruge er bare en strategi og et par gode råd til designet og indholdet.

Derfor vil jeg her komme med fire tips til, hvordan du bedst muligt lægger en strategi for dine nyhedsbreve og helt konkret give dig gode råd til, hvordan du opbygger nyhedsbrevet bedst muligt.

 

#1 – Inden udsendelse af nyhedsbreve

  • Hvad er formålet med dine nyhedsbreve?

Tilrettelæg dine nyhedsbreve ud fra dit formål. Hvad vil du gerne opnå med dine nyhedsbreve? Vil du sælge produkter, få tilmeldinger til et kursus eller noget helt tredje? Uanset er det en rigtig god ide at tænke over, hvad dine læsere får ud af nyhedsbrevene. Skab værdi – og stil så dig selv spørgsmålet: ville jeg selv åbne dette nyhedsbrev?

  • Kend din målgruppe

Sæt dig ind i din målgruppes sted. Hvem er de, hvad er deres interesser og hvad vil de finde spændende at lære nyt om, så de til sidst bliver så interesserede, at de har lyst til at købe. Inddel eksempelvis din målgruppe i segmenter, så det enkelte segment får præcis den information, der er relevant for præcis dem.

  • Hold altid hvad du lover – altid!

Nyhedsbreve handler om forventningerne mellem dig og dine læsere. Og det er selvfølgelig op til dig at opstille disse forventninger. Har du eksempelvis en pop-up på din webside, hvor du lover 10% på kundens næste ordre, er du også nødt til at sende en opfølgende mail med en rabatkode, så du ikke skuffer din læser.

Noget andet du altid skal huske, er den værdi, du leverer. Husk altid at have din målgruppe in mente. Hvad vil give dem værdi at læse om? Og igen: ville det give værdi for dig?

  • Planlægning kan være altafgørende

Vi kender det alle sammen: ”Åh, vi skal jo også have lavet et nyhedsbrev…”. Man får ikke fulgt strategien, man i sin tid lagde, og i sidste ende bliver nyhedsbrevet udarbejdet på maximum 10 minutter – det er nemlig ikke tid til mere.

Men det er virkelig altafgørende, at du får planlagt dine nyhedsbreve til punkt og prikke – og i god tid. Hver gang. Dine læsere er ikke dumme, og du er heller ikke den eneste, der sender e-mails ud. Derfor skal du som minimum planlægge dit kommende nyhedsbrev en uge i forvejen – meget gerne en, to, tre måneder i forvejen – så indholdet er nøje overvejet og gennemtænkt. På den måde får du både mere tid til at lave indholdet, så kvaliteten bliver langt højere. Du ved det godt; jo højere kvalitet jo større salg. Sæt i gang!

 

#2 – Designet af dit nyhedsbrev

Hovedreglen i designet af dine nyhedsbreve vil altid være, at det skal være overskueligt og nemt at gå til for dine læsere. Det betyder, at du skal gøre det så interaktivt som muligt. Skab blikfang med billeder og ikke mindst knapper med call to action. Sørg for at budskabet (og dermed formålet med dit nyhedsbrev) skaber en rød tråd gennem hele nyhedsbrevets design, så dine læsere er fuldt ud klar over, hvad budskabet er.

Der findes overordnet set to menneske-typer, hvad nyhedsbreve angår. Dem som læser mailen fra starten af og indtil de ikke længere finder nyhedsbrevet interessant, og dem som scroller ned i bunden fra starten af for at danne sig et overblik. Derfor skal du altid huske på at have dit budskab skrevet to steder: i toppen OG i bunden. På den måde ved dine læsere præcis, hvad de kan forvente sig af nyhedsbrevet uanset hvilken menneske-type, de er. Kan dine læsere eksempelvis spare 20%, skal du både skrive dette i toppen og samtidig huske også at have samme budskab beskrevet i bunden af dit nyhedsbrev – eksempelvis via en call to action knap ”Shop dine musthaves med 20%”.

I så fald at du har et nyhedsbrev, som udelukkende indeholder tekst, skal du sørge for at skabe luft mellem hvert afsnit, så dine læsere bedre kan overskue at læse hele teksten fra start til slut.

 

#3 – Indholdet i dine nyhedsbreve

  • Emnelinjen er alfa omega

Det allervigtigste i dine nyhedsbreve er emnelinjen. Det kan ikke siges ofte nok. Emnelinjen er indgangsportalen til dit nyhedsbrev. Finder dine læsere ikke emnelinjen interessant, eller gør emnelinjen ikke dine læsere nysgerrige, kan du godt vinke farvel til deres klik. Emnelinjen er derfor også den del af nyhedsbrevet, du skal bruge allerflest kræfter på! Husk igen altid at tænke over, om du selv ville finde det spændende at åbne med netop den emnelinje.

  • Vis personlighed

Personificer dine nyhedsbreve. Skriv eksempelvis ”Hej fornavn”, ”De bedste hilsner fra, xxx” og hvad endnu bedre er, at du viser, hvem du er. Det bedste en læser kan komme ud for i et nyhedsbrev er at blive bekendt med personerne bag virksomheden, de modtager nyhedsbreve fra. Jo mere personlighed, jo større interaktion. Punktum.

Selve indholdet i dine nyhedsbreve bør variere mellem alt lige fra salg, blogindlæg, tilbud, portrætter, konkurrencer, overraskelser, hverdagshændelser, how to, artikler, undgå den/de her fejl, nyheder, boganmeldelser, anbefalinger, omtale, stil et spørgsmål, surveys og meget meget mere. Selvfølgelig med øje for, at det er relevant for din virksomhed.

Vigtigst af alt er, at du pakker dit budskab ind i en fortælling. Når du skaber en historie – frem for ren fakta – kan dine læsere i langt højere grad huske dit budskab. Skab en stemning, følelse eller brug en hverdagsfortælling som udgangspunkt for dit budskab.

 

#4 – Følg op på dine nyhedsbreve med analyse

Afslutningsvis skal du selvfølgelig huske altid at følge op på dine statistikker såsom open rate og click rate samt lave splittests af både indhold og emnelinje, så du kan finde de helt rette tidspunkter og dage, hvor din målgruppe finder det allermest interessant at åbne dine e-mails.

De fleste e-mailudbydere tilbyder både rapportering og A/B splittests, så der er ingen undskyldning for ikke at få skabt dig et overblik, så nyhedsbrevene bliver så godt som perfekte for netop din målgruppe.

Og så er der ikke andet tilbage end at ønske dig al mulig held og lykke med dine kommende nyhedsbreve. Og har du brug for yderligere uddybning, står jeg altid klar på sidelinjen til at hjælpe dig videre.

Vil du også stå skarpt på dine nyhedsbreve?
Sofie Haurum Rasmussen
Marketing- og udviklingschef
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig