Danskernes e-handelsvaner 2020

Okay. indrømmet: Vi er en smule nørdede. Meget. Vi er meget nørdede. Og det kribler altså lidt i vores fingre, når der kommer nye spændende rapporter indenfor vores felt.
Nets har netop udgivet E-handelsrapporten for 2020, og der er altså en del spændende resultater i den. Vi har sparet dig for besværet med at læse hele baduljen igennem og kommer herunder med de vigtigste, synes vi, punkter.

Hvis du driver en webshop, er vi sikre på, at du kan finde nogle interessante pointer, der med et par enkelte justeringer endda måske kan hjælpe med at forbedre din shop, så du er helt skarp på, hvad forbrugerne efterspørger.

 

Hvad ryger i vores virtuelle indkøbskurv?

Helt overordnet er der sket en stor stigning i vores online shopping – faktisk har vi brugt 15 % flere penge på online shopping i 2020 i forhold til året før. Og det kan Covid-19 nok tage en stor del af æren for, vi har nemlig haft mere tid end nogensinde til at sidde på sofaen og scrolle internettet tyndt. Og ja, så har vi jo været isoleret fra en stor del af de ting, som vi normalt bruger vores tid på – men der er heldigvis ikke noget, som en god omgang online shopping ikke kan fikse! Bare spørg enhver kvinde med et knust hjerte…

Nå, men back on track!

Det vi shoppede mest på nettet i 2020, var fysiske varer i alle afskygninger, og hele 59 % af vores forbrug på nettet bestod af fysiske varer, mens services og rejser udgjorde henholdsvis 18 % og 23 %.

Den absolut mest købte vare online er nok ikke til nogens overraskelse tøj. Hele 33 % af danskerne købte tøj på en online platform i 2020. Og det er kvinderne, der er stærkt repræsenteret her.

Mad-kategorien ligger også i top, og især online køb af dagligvarer og alkohol har for alvor vundet ind i danskernes vaner, hvor 26 % af os har handlet disse varer på internettet – dét er en stigning på 24 % siden 2018. Også her må Corona siges at have haft en indflydelse, da det er mere trygt at handle online. Men det forventes også at fortsætte, når vi engang vender tilbage til vores normale hverdag, fordi online supermarkederne er blevet gode til at skabe købsoplevelser, der både er effektive, nemme og har levering lige til døren.

På en solid 3. plads over onlinekøb ligger Take-away og leveret færdigmad – dét bestilles og købes af 24 % af danskernes. Mens både skønhedsprodukter, elektronik & husholdningsapparater, apoteksvarer, sko, interiør & boligindretning, sports- & fritidsudstyr og børnetøj & legetøj alt sammen bliver købt af 10-15 % af danskerne online fremfor fysisk.

 

Hvorfor handler vi elektronisk fremfor fysik?

Det kan der være mange grunde til, men der er klart et par argumenter, der bliver brugt mest.

Den altoverskyggende grund til, at vi vælger at hoppe på det ’world wide web’ fremfor at hoppe i storcenteret er bekvemmelighed. Det er simpelthen bare nemmere, og vi sparer en masse tid. Faktisk er det præcis derfor, at 29 % af onlineshopperne netop shopper online. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at vi nærmest kun har positive følelser forbundet med online shopping, hvor tilfredshed, ro, forventningsfuldhed, glæde, spontanitet og inspiration er de gennemgående følelser, vi oplever i forbindelse med online shopping.

Lave priser og større udvalg er også to stærke grunde til danskernes online shopping-eventyr, hvor henholdsvis 12 % og 15 % begrunder deres adfærd med dette.

Herefter begrunder små grupper af danskerne deres online shopping med, at det er tidsbesparende, ingen åbnings- og lukketider, det er let at sammenligne priser, færre mennesker og ingen kø.

 

Nok se, men ikke købe

En af de mere interessante tendenser i vores adfærd på nettet er vores afbrudte køb.

Er det en ting, spørger du måske? Og ja, det er det i den grad, for vi har ingen problemer med at lægge ting i indkøbskurven, men der skal ikke meget til, før vi lader dem ligge der og passe sig selv.

Faktisk har hver tredje dansker afbrudt et onlinekøb i løbet af en måned. Og du kender det måske selv, når du lader dig rive lidt med i din shopping spree og fylder kurven med alverdens fantastiske items, du helt sikkert mangler i din garderobe, men når du når til kurven og ser den samlede pris med fragt, lukker du forsigtigt siden ned igen og gemmer dankortet væk. Vi har alle været der, min ven. Og det er også den hyppigste årsag til afbrudte køb på nettet, altså at den endelig pris inklusiv fragt synes for høj – hele 33 % af dem der har afbrudt et køb, gjorde det af denne grund.

Det kunne måske betyde, at webshops skal blive bedre til at informere om deres leveringspriser inden check ud, når så stor en andel regelmæssigt afbryder deres køb (har du styr på dét?).

Andre årsager til afbrudte køb er: Manglende leveringsmuligheder, utryghed ved webshoppen, dårlig betalingsproces, tekniske problemer, manglende betalingsmetode, forvirrende vilkår såsom returnering, besværlig registrering af oplysninger og manglende mulighed for at hente i en fysisk butik.

 

Smart i en fart – shopping på mobil og tablets

Før i tiden blev en overvejende del af vores online shopping nok gjort via en stationær computer, som så blev skiftet ud med en bærbar en af slagsen. Sådan er det ikke mere. Størstedelen af os, 54 % for at være helt præcis. shopper fra en mobil enhed såsom en mobiltelefon eller en tablet. Det hænger nok sammen med den bekvemmelighed, der er forbundet med dét – det er let at hive mobilen op af lommen, præcis når behovet opstår, eller sætte sig til rette i sofaen med en tablet og gå på opdagelse på nettet.

Her skal det også nævnes, at mange online butikker i den grad har formået at imødekomme deres brugere, ved at udvikle apps, der gør købsoplevelsen langt nemmere for dem.

Og det er noget flere skal være opmærksomme på, hvis de vil have succes med at tiltrække kunder. For når vi ved, at mange shopper fra deres mobiler og tablets, er det nødvendigt at optimere ens webshop til disse enheder. Hvis dit site ikke er brugervenligt, vil brugerne heller ikke være venlige i din shop. Så du skal sikre dig, at dit site er nemt at navigere rundt på, har en søgefunktion, og at det er nemt at betale, så de også afslutter deres køb – så er du godt på vej i mobilshoppernes verden.

Nu vi taler om betalingsmuligheder, gør du klogt i at læse med videre.

 

Hvordan vil du betale regningen?

Kort og godt. Eller kort er godt. For det er stadig den betalingsmetode langt de fleste af os anvender, når vi endelig når til betalingen i vores købsproces på nettet. Og det er ikke i mangel på konkurrence, for især MobilePay er også med i opløbet, mens PayPal, Netbank, Faktura/delbetaling og Apple Pay alle halter lidt efter.

Ikke desto mindre har 89 % af os betalt med Visa, Dankort eller et andet betalingskort i 2020 – og kortet er stærkt repræsenteret på tværs af både alder og køn.

Mobilebetalingerne er den næstmest brugte betalingsmetode blandt danskerne, hvor 47 % har brugt MobilePay indenfor den sidste måned. Og det er nok ikke nødvendigt at sige, at især de unge har taget ”swipe og betal ’-metoden til sig. Denne betalingsform er da også steget med 15 % siden 2019, så det tyder på, at vi gerne vil have hele vores købsproces samlet ét sted.

Sort ser det ud for gode gamle PayPal, som kun 12 % af danskerne har brugt den seneste måned, mens Netbank, faktura/delbetalinger og Apple Pay alle ligger og roder rundt under 10 %. Dog oplever Apple Pay en stigning fra 1 % til 4 % og ikke mindst en større stigning blandt dem under 30 år – så der ligger klart et potentiale her ved internettets tronarvinger. Det er trods alt dem, der styrer slagets gang.

 

Hvilke betalingsmetoder foretrækker vi?

I tråd med hvilke betalingsmetoder vi bruger, så er kortet klart den mest foretrukne betalingsmetode online og vælter alle kegler! 62 % af os vil nemlig helst betale med kort.
Kortet er foretrukket ret lige på tværs af alder og køn, selvom der er en lille overvægt blandt den ældre generation, hvor hele 80 % af 65-79-årige ville vælge at betale med kort. Til sammenligning er det tal 59 % for de 18-29-årige, 55 % for de 30-49-årige og 64 % for de 50-64-årige.

MobilePay har virkelig vundet ind de seneste par år og 25 % af os foretrækker nu at betale med MobilePay online. Klart et overtal blandt de yngre, mens de ældre stadig er skeptiske. Det er samtidig den eneste betalingsmetode, som er steget i popularitet, mens de øvrige ligger stabilt, eller har oplevet et decideret fald i kampen om at være danskernes foretrukne online betalingsmulighed.

Kun 6 % af danskerne foretrækker PayPal, hvilket er et fald på 3 procentpoint, mens faktura/delbetaling og netbank foretrækkes af 2 % og Apple Pay af kun 1 %.

 

Nem, nemmere og nemmeste betaling

Som med alt andet på nettet, skal betalingen også være nem. Nemt, bekvemt og sikkert er faktisk nøgleordene, når det kommer til danskernes foretrukne betalingsmetoder.

Og det er da også de overvejende grunde til at MobilePay har opnået en stigende succes. Ud af alle dem, der foretrækker denne betalingsmetode, angiver 74 %, at det er fordi det er nemt, mens 57 % også mener, at det er hurtigt.

Af dem der vælger PayPal, synes 67 %, at det er sikkert og 57 %, at det er nemt. Og kortet bliver hevet op af pungen, fordi det ifølge 57 % er sikkert, 52 % mener det er nemt, og 32 % gør det ud af vane.

Overordnet kan det konstateres, at 66 % af danskerne mellem 18-29 år foretrækker nemme betalingsmetoder, hvilket forklarer, at der er flest unge tilhængere af MobilePay. Samtidig vil forbrugerne over 50 år helst bruge en sikker betalingsmetode, såsom kort.

 

Har du brug for hjælp til at optimere din webshop, så du kan imødekomme danskers købsadfærd bedst muligt, så har vi de dygtigste udviklere, der har helt styr på deres håndværk.

Tøv ikke med at kontakte os!

 

 

Kilde: Nets Danmark A/S, Dansk e-handel 2020

Har du brug hjælp til din digitale markedsføring?
Jimmy Vejlemark
CINO & Partner
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig