Dit valg af typografi kan vise sig at være idioti

Når det kommer til tekstforfatning, så er der mange elementer at tage fat på. Vi kunne for eksempel snakke om, hvorfor at stavefejl er useriøs forretning, og hvor stor værdi det har at have rigeligt tekst på hver eneste side af dit site eller din shop. Men i dag skal vi se på, hvorfor dit valg af skrifttype er vigtigt for din forretning. Og når sidste punktum er sat, så kan du forhåbentlig tage det med videre i din forretning.

Skab værdi med din typografi

I alt tekstproduktion skal du tage stilling til typografien. Uanset om du skal skrive indhold til din side, om du skal skrive et nyhedsbrev til dine kunder eller noget helt tredje, så skal du tage stilling til typografien. Typografi er det overordnede begreb for den del af tekstbehandling der fokuserer på æstetik og funktionalitet. Skrifttype, skriftstørrelse og linjelængde er alle typografiske virkemidler, som bruges til at gøre teksten tiltalende og flot, så modtageren får lyst til at læse det – dermed får det funktionen: at teksten bliver læst og indholdet bliver forhåbentlig absorberet af læseren – hvis du altså vælger den rigtige skrifttype.

Lost in typography

Når din tekst så skal produceres, så virker skrifttypen måske som en petitesse, men det er faktisk et virkemiddel som din læser og din potentielle kunde ubevidst præges af.
En artikel fra Information den 25. juni 2013, som du kan læse HER, går i dybden med, hvorfor valget af skrifttype har stor betydning. I artiklen inddrages Robin P. Williams, amerikansk forfatter, og hendes vurdering af, hvilke indtryk skrifttyper efterlader: ”Det er alle steder omkring os, og vi reagerer spontant på det. Skrifttyper er ekstremt magtfulde.”

I artiklen fremhæves blandt andet et eksempel, som viser sammenhængen imellem valg af skrifttyper brugt i skoleopgaver og den karakter, som skoleeleven i sidste ende får. Den korte konklusion er at Times New Roman og Georgia giver de højeste karakterer.
Et andet eksempel indebærer en skriftlig erklæring på fundet af Higgs partikel, hvor skrifttypen Comic Sans var brugt: ”Fundet af denne, Higgs partikel, var banebrydende, og det vil gøre det lettere at forstå universet og naturlovene. Men verdens første reaktion var hånende latter og ironi, for fundet blev fremlagt med brug af skrifttypen Comic Sans MS.”

Begge eksempler har jeg valgt at fremhæve da det viser, hvordan man risikerer at skrifttypen får større betydning end selve indholdet og dermed budskabet.

Lad skrifttypen tale til hjernen

Men hvordan vælger man så den rigtige skrifttype? Robin P. Williams slår fast at kontekst og skrifttype naturligvis er uadskillelige. Man kan derfor ikke endegyldigt konkludere, hvilken skrifttype der er den mest rigtige – men faktum er, at du ikke må være ligeglad. Du kommer længst med at tage stilling til din skrifttype, fordi den har en væsentlig rolle når det kommer til, hvorvidt din modtager/kunde modtager indholdet. Hvis tekstindholdet fremstår i en sammenhæng, hvor det skal være ”personligt” og ”dagbogsagtig” – så kan det give mening at vælge en afslappet, sjovere og personlig skrifttype der imiterer en håndskrift.

Men eftersom de fleste virksomheder gerne vil sælge et budskab og et produkt, så bør der vælges en skrifttype der er simpel og letlæselig. Og vigtigst af alt: En skrifttype som er almindelig og genkendelig. Skrifttypen skal ikke forstyrre læseren, men den skal samtidig ikke sende et forkert signal. Du er seriøs omkring din forretning – derfor skal læseren tage din tekst seriøst. Læserens hjerne vil blive irriteret over et lidt for kreativt valg af skrifttype. I bund og grund, så når man langt med at vælge de mest brugte skrifttyper, da læserens hjerne er vant til at se og læse denne skrifttype, og dermed skal de ikke bruge ekstra tid på at tyde og analysere teksten, for så derefter at forholde sig til indholdet.

Skrifttypen som du vælger i dit nyhedsbrev, på din hjemmeside, til dine produktbeskrivelser, til at repræsentere dig og din virksomhed er altså alt andet end uvigtig, den har større effekt end du tror, og som Robin P. Williams siger: ”(…)vi kan ikke gøre for det. Det, der møder vores øjne, påvirker os – uanset om vi opdager, at det sker, eller ej.”