Det’ fint at du er klar, men er din webshop klar til Black Friday?

Årets største shoppingdag står for døren, og det er derfor nu du skal komme i forkøbet og sikre dig, at din webshop rent teknisk er klar til at stå imod alle tilbudsjægerne, når det for alvor går løs den 24. november kl. 00.01.

Forestil dig dette scenarie – du har fundet de fedeste tilbud frem ude på lageret, opsat AdWords- og Facebook kampagner, og så sker det, der bare ikke må ske…  Dine kunder kimer din indbakke og telefonlinje ned. Og hvorfor? Enten fordi dine landingssider ikke virker, købsknappen er gået itu eller du har døde links på webshoppen.

Test din egen webshop

Inden den helt store ballade går i gang, så sørg for at teste din webshop igennem for alle de dumme småfejl, der kan gemme sig rundt omkring på din webshop. Afprøv forskellige scenarier, klik ukontrolleret rundt på din webshop for at se om du kan finde huller eller andre faldgruber, som kan være skyld i et knapt så tilfredsstillende slutresultat, når tallene skal gøres op efter Black Friday.

Kritiske fejl kan være med til at give dødsstødet og være medskyldig i dårlig konvertering. Desværre er det bare oftest sådan, at nogle fejl – herunder script fejl – kan være svære at se med det blotte øje, da de oftest er skyld i, at noget bestemt indhold eller en anden vigtig funktion ikke kan eksekveres korrekt. I andre tilfælde kan det også være skyld i, at noget så vigtigt som en købsknap ikke duer, og så brænder lokummet for alvor.

Døde links er ligesom script fejl typisk svære at spotte, fordi det kan være, at du selv har glemt at fjerne et gammelt link, da en af dine kategorier udgik, eller fra den gang du ændrede linket til kategorien, og så er vi pludselig over i at snakke redirects/viderstilling, sådan at slutbrugeren ikke lander på en fejlside eller bare ryger til forsiden.

Kør shoppen igennem et eller flere analyseværktøjer

Der findes et hav af gratis værktøjer på internettet, der kan bruges til at analysere, hvor godt din webshop egentlig perfomer. Et af de allermest benyttede er Googles PageSpeed Insights (https://developers.google.com/speed/pagespeed/insights/) værktøj. Dette værktøj går ind og måler din webshop to gange: mobil og desktop.

Under selve analysen bliver din webshop målt for at se, om ”best performance practices” er taget til efterretning, og ud fra dette bliver din webshop tildelt en score som falder inden for en af følgende kategorier:

–          Good

–          Needs work

–          Poor

Selvfølgelig vil vi alle sammen helst ligge inden for det grønne område, nemlig ”Good”, men det gule område ”Needs work” kan i de fleste tilfælde også være en meget fornem score. Du må for guds skyld bare ikke ligge i det røde felt ”Poor”, fordi der så helt sikkert er noget galt. Er det alligevel tilfældes, bør du efter bedste evne rette ind efter resultatets anvisninger eller få professionel hjælp til dette.

Problemerne kan være mange og spænder meget bredt. Vi taler f.eks. her om optimering/komprimering af dine billeder. Vi kan vidst godt blive enige i, at der ingen grund er til, at de fleste af dine produkt- og bannerbilleder er 5000 x 5000 px og fylder 10 MB, hvis pladsen de er vist på, alligevel kun kan vise billeder i størrelsen 300 x 300 px. Det får din samlede performance score til at styrtbløde, hvilket kan koste dyrt, fordi slutbrugeren ikke gider sidde og vente på, at indholdet på din webshop dukker op lidt efter lidt.

Husk desuden at det ikke nødvendigvis kun er din forside, der skal kunne performe godt i de her tests. Det er ligeså vigtigt, hvis ikke vigtigere, at dine landingssider er optimeret, fordi det er der alle slutbrugerne i kommer ind og skal shoppe løs fra.

Få en professionel til at analysere din webshop

Det er alt sammen meget fint med de gratis analyseværktøjer, men bare fordi du scorer ”Good” i Googles PageSpeed Insights værktøj, så er du ikke garanteret en fejlfri og lynende hurtig webshop. I sidste ende er hastigheden på din webshop afhængig af slutbrugerens internethastighed. Værktøjet fra Google tager nemlig ikke højde for døde links, forældede funktioner, script fejl og action buttons der ikke virker – de typer fejl skal du selv være obs på!

Fejl som disse kan man ved hjælp af browserens indbyggede konsol (åbnes typisk via F12) spottes helt, hvor problemet er opstået, og så er det bare med at få fejlen rettet. De dumme, kritiske fejl er oftest altid markeret med rød farve. Er du i tvivl om en fejl, så spørg til råds hos en professionel udvikler; meget hurtigt vil en erfaren udvikler kunne fortælle dig, om fejlen reelt set er kritisk, eller om det bare er noget, som du bør overveje at få løst med tiden.

Føler du dig rustet nu?

Kan du selv allerede nu sige ’ja, den er god med dig, min webshop performer altid bedst’, så thumbs up og tag imod mit virtuelle skulderklap!

Befinder du dig derimod på dybt vand, så søg professionel assistance og få lavet en gennemgang af din webshop på den tekniske front. Efterfølgende kan hjælpen være med til at rette op på de fejl, der måtte være at finde. Det behøver ikke at tage flere timer, men det kan være med til at sørge for, at alle de vigtige elementer også virker, når det for alvor går stærkt og der skal tjenes dollars.