Hastighedsoptimer din side og glæd både Google og dine brugere!

Findes der noget mere irriterende end en langsom side, eller en side der slet ikke loader. Det gør der nok, men det er ret højt oppe på listen! Men bare rolig, vi kommer dig til undsætning med et par råd, der så godt som stensikkert kan gøre din side hurtigere og dermed mere brugervenlig.

Vi kommer ikke til at smide vanvittige begreber efter dig, til du bliver helt ør i hovedet og ringer til os efter hjælp. Okay, vi kommer til at smide et enkelt eller to efter dig. Men vi lover at forklare dig dem, og når du kommer ud på den anden side, har du fået et par reelle værktøjer, som du selv kan bruge til at optimere din side med. Vi hjælper selvfølgelig gerne, hvis du alligevel er blevet ør i hovedet. Men lad os først komme til sagen.

 

Hvor vigtigt kan det overhovedet være med en hurtig side?

Ret vigtigt. Hvis du altså bekymrer dig om dine besøgende, og det gør du naturligvis.

Hvis din side er langsom, smutter brugerne. Så kort kan vi egentlig sige det. Men vi skal nok knytte et par ord mere til det.

Hvis din side er mere end tre sekunder om at loade færdigt, vil ca. 40% forlade din side, inden den er færdig med at loade. Tilsvarende er det tal 54% af mobilbrugerne. Tre sekunder! Det lader vi lige stå for sig selv et øjeblik…

Der er især to begreber, som er interessante ift. vores pointe: Page speed, som er det, vi lige har redegjort for, og First Contentful Paint (FCP). FCP er den tid, det tager for din side at vise noget indhold. Altså ikke nødvendigvis at loade færdig, men vise de først tegn for brugeren på, at den er i gang. Det skal gerne ske inden for 1,8 sekunder, hvis du vil glæde både Google og dine brugere.

Og på den bemærkning har du nok også regnet ud, at alt det her også har en indflydelse på din SEO-indsats – Google vurderer og rangerer nemlig din side ud fra din hastighed. Så hvis du vil ligge lunt i svinget på dén konto, gør du klogt i at hastighedsoptimere din side. Dét kommer vi til inden længe.

 

Hvor skal jeg starte og slutte?

Det virker måske en smule omstændigt ved første øjekast, men der er faktisk et par forholdsvis simple greb, du selv kan justere på.

Vi oplever i stigende grad, at vores kunder henvender sig til os omkring hastighedsoptimering, og i de fleste tilfælde kan vi se, at det drejer sig om, at der er uploadet billeder i meget store filstørrelser og formater i PNG. Når det kommer til hastighedsoptimering, er billeder nemlig ofte en ret stor synder.
Men fat mod! Dét kan du nemlig gøre noget ved. I mange af vores tilfælde taler vi om helt op til 20 – 30% forbedringer med forholdsvis få tiltag.

Start med at teste din egen hjemmeside på https://developers.google.com/speed/pagespeed/insights/

Her får du analyseret din side og indhold, og du ser, hvilke parametre du skal optimere på ift. sidehastighed.

Hernæst kan du med fordel læse vores to bedste tips til at hastighedsoptimere din side nedenfor.

Inden vi kommer til tippene, kommer vi med en lille disclaimer: Der findes nærmest utallige råd og holdninger til, hvad der er det mest korrekte at gøre på det her område. Vi deler vores synspunkt, som er baseret på mange års erfaring, tests og cases, og så må det være op til dig, om du vil bruge dem eller ej.

 

Tip 1: Vælg filformat efter, hvad det skal bruges til.

Det er helt afgørende, hvilket filformat du benytter mest på dit site – der er nemlig stor forskel på, hvor tunge de forskellige formater er, og dermed hvor meget de belaster din sides hastighed.

Derfor bør du tage stilling til, hvad formålet med dine billeder præcis er, og hvilket format der så vil være klogest at benytte. Som udgangspunkt er PNG-filer en del tungere end JPG-filer. Dermed ikke sagt, at du altid skal vælge JPG. Der er selvfølgelig altid en anledning til at vælge PNG, og begge formater bidrager og påvirker med hver deres input til din side.

 

Hvad er det nu, forskellen på PNG og JPG er?

Jo, nu skal du høre. PNG er et format, der er en kær udvikling fra GIF-ideologien omkring at have en transparant baggrund, men uden at gå på kompromis med farverne. PNG er udelukkende et webformat, og derfor bliver det i mange tilfælde misforstået og brugt som formatet til web.

JPG er et billedformat, og det er et af de mest brugte og foretrukne formater på nettet. JPG anvendes til både web og tryk.

 

Hvornår skal jeg bruge PNG?

PNG er godt at bruge, når du ved, at billedet skal bruges på adskillige typer af baggrunde, som ikke er ens. Altså, hvis du har et billede, som du ved, at du skal anvende flere steder på dit site, og at det skal optræde med forskellige baggrunde. PNG-filer har nemlig transparent baggrund og kan bruges uanset, hvilken baggrund der ligger bag.

PNG er ofte godt, hvis du har et billede med solide farver og/eller skarpe kanter såsom logo, knapper eller andre webelementer.

 

Hvad så med JPG?

JPG bør bruges til alt andet, fristes vi til at sige. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men i et hastighedsoptimeringsøjemed, hvor valget står mellem JPG og PNG, er JPG det sikre valg. Du kan vinde rigtig meget plads ved at anvende JPG-filer fremfor PNG.

Hvis du har billeder med en fast baggrund, eller hvis de skal optræde på den samme baggrund altid, så vælg JPG. Desuden er JPG bedst at anvende til billeder, store som små, der har mange farveforløb og detaljer f.eks. produktbilleder.

 

Men er det ikke noget med, at kvaliteten forringes ved JPG?

Jo. Og nej. Beklager det tvetydige svar. Men forklaring følger.

JPG gør brug af millionvis af farver og med en relativ lille filstørrelse, fordi JPG bruger en såkaldt ”lossy”-komprimering. Det betyder, at hver gang du komprimerer eller gemmer en JPG-fil, slettes nogle data, og kvaliteten ”forringes” – ja med gåseøjne, for forringe et nok et meget stort ord at bruge. Hvis du gemmer i den højeste kvalitet, vil vi vædde med, at du ikke kan se nogen stor forskel fra det oprindelige billede. Og i langt de fleste tilfælde er det muligt at gemme billedet i en lavere kvalitet og få en lavere filstørrelse, uden at det umiddelbart er til at se forskel fra det originale billede. Medmindre du har tekst på dine billeder, for så vil de skarpe kanter på bogstaverne tage skade – men her anbefaler vi også PNG.

Når alt kommer til alt, er det en vurderingssag: Ønsker du knivskarpe billeder i en kvalitet, der næsten ikke kan fanges rigtig på en normal computer alligevel, eller ønsker du en hurtig side, hvor dine besøgende får vist dit indhold, inden de er ude ad døren og inde på din konkurrents side? (Ja, du kan nok godt gætte, hvad vi foretrækker)

Hvad hvis jeg har en masse PNG’er, der sagtens kunne være JPG’er?

Så konverterer du dem bare. Du kan f.eks. bruge dette online værktøj, der kan konvertere dem for dig med få klik: https://png2jpg.com/

 

Tip 2: Komprimér dine billeder, inden du uploader dem til din hjemmeside.

Vi har snakket lidt om det, men størrelsen på dine filer er afgørende for, hvor meget brugeren skal indlæse, inden de ser din hjemmeside (det var hele ’first content paint’-smøren i starten). Jo større filer, jo længere tid tager det – og omvendt.

Vi har også brugt skræmmeeksemplet med, hvor mange sekunder du har at gøre godt med, hvis du skal fange dine besøgende. Så hvis du vil sikre dig, at dine kunder ikke forsvinder, skal du optimere dine billeder, inden du uploader dem til hjemmesiden.

Til dét kan du bruge tinypng – et gratis komprimeringsværktøj, hvor man ikke går på kompromis med kvaliteten af billedet: https://tinypng.com/

Hvis du ikke har tid til at gøre dette på dit nuværende indhold, står vi klar til at hjælpe dig!

 

En hastighedsanalyse- og optimering er i sandheden et samarbejde mellem SEO og udvikling – i hvert fald hvis du vil have det mest optimale ud af indsatsen. På den måde sikrer du nemlig, at du får en side, der både tilgodeser Google og dine brugere. Hvis du læse mere om, hvad der også påvirker din SEO og rangering på Google kan du læse mere her og her.

Og hvis din side halter, og du trænger til nye øjne på den, giver du os bare et kald! Vores SEO-specialister arbejder tæt sammen med vores udviklere og vil hellere end gerne lave en hastighedsanalyse af din side.

 

 

Har du brug for hjælp til hastighedsoptimering?
Sofie Haurum Rasmussen
Marketing- og udviklingschef
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig