Hvad er Instagram Reels, og hvad skal din virksomhed bruge det til?

Hvis du er regelmæssig bruger af Instagram, så har du nok ikke kunne undgå at støde på de stigende populære Reels. I august sidste år lancerede Instagram nemlig featuren ’Reels’ som en pendant til TikTok – blot som en integreret del af Instagrams platform.

Det var egentlig nok også et forsøg på at neutralisere TikTok’s enorme vækst, tiltrække nogle af dets brugere og et skridt imod at blive en multifacetteret platform, som ikke længere kan kategoriseres som et billedfokuseret socialt medie.

Men er du i tvivl om, hvad disse Reels er, og om du overhovedet kan eller bør bruge dem i din virksomhed? Don’t worry, we got you! Hvis du læser med videre, skal vi nok hjælpe dig med at forstå, hvad funktionen helt præcis er, hvilke fordele den har, og hvordan du kan gøre brug af den i din forretnings marketingstrategi.

 

Reels, a hva’ for noget?

Okay, lad os starte med det basale. Udover billeder kan du på Instagram publicere både almindelige feed videoer, stories, IGTV og altså de berømte Reels.

Men er Reels ikke bare endnu en video pakket ind i et nyt format, spørger du måske? Jo. Og nej.

Instagram Reels er sandt nok et videoformat, men dog lidt anderledes, for med Instagram Reels kan du både optage og redigere dine videoer direkte i appen.

Du kan tilføje tekst, lydklip og musik, og så kan du arbejde med special effects såsom klistermærker, filter, AR (Augmented Reality) effekter samt skrue op og ned for tempoet i hele eller dele af videoen.

Ja, der er faktisk uendelige muligheder for at kreere små og iøjnefaldende videoer med dette værktøj.

Reels varer alt imellem 3 og 30 sekunder og vil optræde i dit feed samt under en separat fane på din profil.

 

Hvorfor Reels?

Hvorfor ikke? Fristes vi til at sige. Men du leder sikkert efter et mere solidt argument, så det skal du få.

Sociale medier er blevet en grundsten og svære at komme udenom, når vi snakker marketingstrategier i dag. Det er de færreste virksomheder, der ikke kan få gavn af de forskellige platforme til at kommunikere til og med deres målgruppe eller forbrugere. Derfor er det afgørende at være opdateret med, hvad der sker på disse platforme, og hvordan de forskellige værktøjer kan bruges, så det giver mening for dig.

Og med Reels får du nu muligheden for at levere korte budskaber på en fængende facon.

En Reel bliver automatisk delt i Reels ”udforsk” fane og med mulighed for at dele den med dine følge i dit eget feed. Dette skiller sig ud fra dine stories, som kun bliver delt med dine eksisterende følgere.

Dette gør Reels til en oplagt mulighed for at dele en kort meddelelse med potentiale for at opnå en bred eksponering til et mangfoldigt publikum.

 

Tre ting, du bør bruge dine Reels til

Mulighederne er uendelige, men som virksomhed er der især tre ting, som du kan bruge Reels-værktøjet til.

 

1. Gør dine kunder klogere

Det er altid en god idé at bruge noget krudt på at gøre dine kunder eller følgere klogere. Og her snakker vi altså både stort og småt. Oplyste kunder er mere købestærke, og Reels er hurtige og letfordøjelige, så del løs af din viden! Og vis i samme omgang, at du tænker på dem som mere end bare en pengepung.

Du kan for eksempel lave en Reel, hvor du besvarer et par af de spørgsmål, som du altid får om din virksomhed eller et bestemt produkt.

Du kan dele tips og tricks, der er relevante i forhold til dit brand.

Du kan også lære dine følgere en ny færdighed!
Er du bager eller kageentusiast, så kan du vise, hvordan man nailer de fastelavnsboller, eller har du en garnbutik, så viser du da, hvordan man får helt styr på det der ret og vrang strik.

Måske lever du også af at formidle og markedsføre historier digitalt, og så viser du selvfølgelig dine følgere, hvordan de bliver professionelle Reel’ere på Instagram med et par how-to-videoer.

 

2. Fremvis dine virksomheds personlighed og værdier

De sociale medier er en perfekt platform til at vise og fortælle lidt mere om dig selv og din virksomhed.

Det handler i høj grad om at skabe en forbindelse med dine kunder og følgere og lægge den eksplicitte sælger lidt på hylden. Og det gør du ved at være autentisk, så dine kunder kan se, hvad du står for, og om dine værdier passer til dem.

Men de gider altså ikke læse side op og side ned eller se lange videoer om din historie. Derfor skal du bruge de korte Reels til alt fra små hverdagsværdier til de mere grundlæggende værdier.

Dét gør du for eksempel ved at lave en Reel, hvor du kort introducerer dig – så får dine kunder også sat ansigt på, hvilket bidrager til den personlige forbindelse.

Du kan også lave sneak peak videoer, hvor dine kunder får et eksklusivt indblik i, hvad der sker i din virksomhed. Hvis du måske er i gang med at teste en hel ny chokoladekageopskrift eller arbejder på at udgive noget nyt, kan du vise glimt af dét. Herved aktiverer du dem også til at følge med, når den fulde opskrift, eller hvad det nu kan være, kommer ud – leave them wanting more!

Reels kan også bruges til at fremhæve en medarbejder. Måske er der en, der har været ekstra hjælpsom, hamrende dygtig til at sælge eller har taget kage med på arbejdet. Fejr dine medarbejdere, det viser mere om dig, end du tror.

 

3. Vis, hvordan du og dine produkter skiller sig ud

Sidst, men ikke mindst, hvorfor skal dine kunder handle med dig? Hvad kan du overhovedet? Hvad gør dine produkter specielle? Brug Reels til at fremhæve alt det, som du kan tilbyde!

Del en top-tre over dine yndlingsitems eller mest populære ting i din shop.

Lav små Reels, hvor du viser, hvordan tøjet eller skoene sidder på, hvordan plakaten ser ud på væggen, hvor rummelig den sofa egentlig er, hvor stor forskellen er på den lille og store højtaler, hvor meget der overhovedet kan være i den taske.

You get the picture. Demonstrer dine produkter, så hjælper du dine kunder med at træffe bedre beslutninger!

 

Hvad kræver det så af mig?

Hvad enten du er helt ny eller har det sorte bælte i Reels, så har vi et par gode råd til, hvordan du kan gribe det an eller finpudse dine teknikker.

 

Research!

Man går næsten aldrig galt i byen med lidt research, og Reels er ingen undtagelse.

Brug lidt tid på at tjekke dine konkurrenter ud. Hvordan bruger de Reels, og hvad kan du lide eller ikke lide ved det? Bruger de overhovedet Reels, eller har du en fordel her?

Gå på opdagelse i ’udforsk’ og se, om der er nogle trends, der kunne være relevante for dit brand. Eller er der nogle supergode kreative indspark, som du kan lade dig inspirere af.

Find ud ad, hvilke videoer din målgruppe finder populære, for at se hvad der virker på dem.

 

Lav et storyboard

Er det ikke lidt overdrevet, jeg er jo allerede lidt af en mester i Instagram stories?

Nej, egentlig ikke. Vi snakker selvfølgelig ikke et superdetaljeret og grafisk mesterværk af et storyboard. Men det er en god idé lige at skabe sig et overblik over, hvad dine Reels skal indeholde, hvad du vil sige, hvilke effekter vil hjælpe med at fremhæve eller underbygge dine pointer osv.

Du har trods alt kun 30 sekunder at gøre godt med i en Reel.

Og så er Reels ikke helt så impulsive, som stories ofte er. Du har muligheden for at planlægge og lave et indspark, som folk kan se igen og igen, så du må gerne gøre dig lidt umage.

 

Øvelse gør mester!

Synes du, det er lidt svært, og at der er lidt mange nye ting at holde styr på. Bare rolig, ingen er mestre til det første gang. Øv dig, og leg med det, så finder du hurtigt ud af, hvordan det fungerer, og hvad der virker for dig.

 

Genbrug

I bæredygtighedens tegn skal du endelig genbruge dit succesfulde content fra andre platforme. Hvis det virker, virker det! Så hvis du har et blogindlæg, der havde rekordmange læsere, eller et FB-opslag, der havde ekstra god trafik, så brug det – det har tydeligvis en interesse blandt dine kunder.

Du skal selvfølge ikke bare kopiere det 1:1, men gå i tænkeboksen og se på, hvordan du kan kommunikere det på en ny og spændende måde igennem en Reel.

 

Okay, jeg er overbevist – men hvordan?

Her på falderebet får du lige en trin-for-trin-guide i, hvordan du klarer den praktiske del.

  1. Swipe til højre på dit start feed.
  2. Vælg ’Reels’ i bunden af skærmen.
    1. Du kan enten optage en ny video eller uploade en fra din telefon.
    2. Du kan sammensætte flere klip – både nye og eksisterende filmklip, dog maksimalt til 30 sek.
  3. Udvælg de værktøjer, du ønsker at bruge i din Reel.
    1. Musik
    2. Hastighed
    3. Effekter, i form af filter eller AR (Augmented Reality) effekter.
    4. Retouchering
  4. Tryk på optageknappen for at filme. Tryk igen, når du er færdig.
    1. Du kan indstille en timer, hvorefter du vil se en nedtælling, før optagelsen starter.
    2. Du kan sammensætte flere klip i en Reel ved at stoppe din optagelse og herefter starte en ny optagelse eller tilføje et eksisterende klip.
  5. To nye knapper vil vise sig, når du har lavet en optagelse eller tilføjet et klip.
  6. Pilen til venstre for optageknappen indeholder alle dine klip i denne Reel.
    1. Hvis du trykker på denne, kan du klippe i dine spots eller slette et.
  7. Pilen til højre for optageknappen trykker du på, når du er tilfreds med din Reel.
    1. Herefter kan du tilføje stickers, tekst og tegninger, hvis du ønsker det.
  8. Når du er færdig og tilfreds, deler du i nedre højre hjørne.
    1. Her vælger du også, om den skal deles i dit feed eller udelukkende i fanen ’Reels’ på din profil.
    2. Her kan du også skrive en beskrivelse til videoen.
    3. Samarbejdspartnere tagges også her, hvis du laver et betalt partnerskab.

 

Rigtig god fornøjelse!

Har du brug for hjælp til Instagram?
Jolene Liza Sapsworth
HEAD OF SOME
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig