Konkurrenceregler på sociale medier

’Like dette opslag’, ’tag din mor’ og ’del med 23 personer inden midnat’. Okay, den sidste er måske ikke helt rigtig, men ikke desto mindre støder vi efterhånden på SoMe-konkurrencer med alle mulige krav for deltagelse nærmest dagligt. Men hvad må du egentlig, og hvad må du absolut ikke, når du poster konkurrencer på dine SoMe-kanaler? Dét er præcis, hvad det skal handle om nu: Konkurrenceregler for begyndere og andre interesserede.

 

Men er det ikke mere guidelines end faktiske regler?

Nej, ikke helt. Altså Facebook har en række konkurrenceregler, som man selvfølgelig skal overholde. Men hvis du er erhvervsdrivende, gælder den danske markedsføringslov jo også på de sociale medier, skal du huske. Og hvis din konkurrence samtidig foregår i andre lande, skal du ligeledes overholde markedsføringsloven i de pågældende lande.

Men sker der overhovedet noget, hvis jeg ikke overholder dem? Ja, og nej. Altså, himlen falder ikke ned eller noget. Men i værste tilfælde kan Facebook lukke og slukke for din virksomheds Facebook-side, hvilket betyder, at du skal starte fra scratch med likes og hele molevitten. Det kræver selvfølgelig, at der er nogen, der bliver tilpas træt af dine forseelser og anmelder det det til Facebook, eller at de selv opdager det. Ikke at vi opfordrer til at tage chancen – vi er alle dage fortaler for at følge reglerne!

Og når det er sagt, kan du også risikere, at forbrugerombudsmanden holder øje med, om du overholder markedsføringsloven. Og det kan koste dig lidt mere end likes. I første omgang vil du få et påbud, men det kan også føre til en bøde. Så har der faktisk også været en sag med en politianmeldelse fra forbrugerombudsmanden pga. overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod spam. Mere om den senere.

 

Kom så med det – hvad må jeg ikke kræve af folk i mine konkurrencer?

Det er heldigvis ikke så kompliceret, hvis du bare har styr på dine do’s and don’ts. Vi har selvfølgelig din ryg og lister herunder op, hvad du ikke må, når du laver SoMe-konkurrencer.

 

Du må ikke kræve, at folk deler dit opslag for at kunne deltage.
Vi ved, at det er fristende og måske en hurtig vej til at opnå en større reach, men det er altså et no go.

Det hænger også sammen med, at Facebook ikke ønsker at skræmme brugerne væk. De færreste gider at scrolle ned gennem deres feed og blive bombarderet med alle mulige konkurrencer, som ens venner har deltaget i. Ligeledes bryder mange sig ikke om at spamme deres venner med konkurrenceopslag. Så for at sikre, at alle brugere får relevant indhold i deres feed, indførte Facebook ’ingen deling’- politikken.

Du må som sådan godt foreslå, at de deler det, men det skal være tydeligt, at det ingen indvirkning har på deres vinderchancer.

 

Du må ikke kræve, at folk deler din side for at kunne deltage.
Samme smøre som før egentlig.

 

Du må ikke kræve, at folk ‘synes godt om’ din side for at kunne deltage.
Selvom det måske virker som en nem måde at få lidt flere følgere på, er det altså i strid med Facebooks konkurrenceregler. Desuden er det heller ikke de bedste følgere at få, da de højst sandsynligt kun liker din side for konkurrencen og ikke har nogen intention om at interagere yderligere med din side og dets indhold.

 

Du må ikke kræve, at folk tagger sig selv eller andre i dit opslag for at kunne deltage.
Kan du huske den politianmeldelse, vi nævnte tidligere? Det var her, at det gik galt. Det var nemlig en virksomhed, der bad sine følgere om at tagge en, som de ville dele præmien med. Og det må man altså ikke! Det anser forbrugerombudsmanden nemlig som spam da folk, der ikke har givet samtykke til henvendelser fra virksomheden, pludselig modtager notifikationer om konkurrencen.

Du må gerne bede dem om at skrive navnet på en anden person og måske håbe, at de tagger – men du må ikke eksplicit bede dem tagge andre.

 

Du må ikke udlove en ekstra præmie, hvis din side når et vist antal følgere.
I forlængelse af, at du ikke må bede folk om at følge din side, er det lidt af en gråzone at lokke med ekstra præmier for side-likes, så den slags tricks frabeder Facebook sig også.

 

Du må ikke invitere folk til at ’synes godt om’ din side.
Du kender det måske: Din konkurrence har fået en hel masse kommentarer eller likes, og kan det så skade lige at sende dem en bette invitation til at like din side. De er jo lige dér – guldet forenden af regnbuen. Men nej, den går ikke.

Denne slags invitationer strider nemlig også med markedsføringslovens forbud mod spam. Forbrugerombudsmanden skelner nemlig ret hårdt mellem din virksomhedsprofil og private forbrugeres profiler, hvor sidstnævnte netop anses som den private sfære – derfor skal du have samtykke til at tage direkte kontakt til dem. Og notifikationer anses som elektronisk post og hermed en privat indbakke på lige fod med de digitale indbakker og fysiske postkasser.

 

Stop lige en gang – må jeg overhovedet noget så?

Ja, listen er ikke ligefrem lang, men den kommer her:

  • Du må gerne bede folk om at like dit opslag.
  • Du må gerne bede folk om at kommentere dit opslag.
  • Du må gerne bede folk om at sende en besked i din indbakke.
  • Du må gerne bede folk om at lave et opslag på din side.

 

Hvad så med Instagram?

Ja, ej at forglemme den platform. De har faktisk også et regelsæt, der egentlig minder meget om Facebooks.

  • Du må ikke bede folk om at tagge andre for at vinde. Også her må du gerne bede dem om at skrive navnet på en person, så længe du ikke beder dem tagge.
  • Du skal tydeliggøre, at Instagram ikke er associeret med din konkurrence på nogen måde.
  • Også her gælder den danske markedsføringslov naturligvis, så husk den!

 

Huskeregler

Er du helt rundtosset over alle de regler? Så brace yourself, for det stopper desværre ikke her. Der er nemlig også lige et par punkter, som du skal huske at afklare, når du laver en konkurrence på din SoMe:

  • Du skal huske at tydeliggøre vilkår og betingelser for deltagelse i konkurrencen. Det skal f.eks. fremgå tydeligt, at personer under 18 år ikke må deltage. Herudover skal du gøre det klart, hvis der er andre begrænsninger, f.eks. hvis man skal være bosat i Danmark for at kunne deltage.
  • Du skal oplyse den enkelte præmies værdi.
  • Du skal oplyse gevinstchancen samt hvor mange præmier, der indgår i konkurrencen. Dvs. hvor mange kan vinde en præmie, og hvor meget vinder de.
  • Du skal oplyse udvælgelsesproceduren: Her gælder det om at tydeliggøre, hvordan og hvornår vinderen trækkes, samt hvor og hvornår vinderens navn bliver offentliggjort.
  • Du skal også oplyse om betingelserne for levering, afhentning og forældelse af gevinster.
  • Du skal indhente tilladelse til at bruge andre virksomheders logo/navn i dine konkurrencer. Og du må ikke implicere, at andre brands end dit eget er ansvarlig for eller har noget at gøre med din konkurrence, hvis det ikke er tilfældet. Det er at vildlede forbrugerne.
  • Sidst, men absolut ikke mindst, skal du huske at gøre det tydeligt, at Facebook ikke har noget at gøre med din konkurrence. Eller at din konkurrence ikke er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook. Det gør du nemmest ved at skrive det direkte i bunden af din konkurrence – så er du helgarderet.

 

Det skulle vist være det – og så snakker vi ikke mere om den sag.

Altså, medmindre du har spørgsmål eller brug for hjælp, så sidder vi naturligvis klar til at hjælpe!

 

Skrevet af: Jimmy Vejlemark

Har du spørgsmål?
Jimmy Vejlemark
CINO & Partner
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig