Glædelig jul og godt nytår fra OnlinePlus

Nu er der ikke længe til jul, og julefreden sænker sig også så småt over OnlinePlus! Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske jer glædelig jul og godt nytår med et lille tilbageblik på året, der er gået.

2021 har været (endnu) et vildt og uforudsigeligt år – på alle mulige måder.

Corona fulgte desværre med ind i 2021, og året har været præget af hjemmekontor og teamsmøder. Det er desværre også sådan, vi slutter året af.

Men på trods af dette har 2021 heldigvis også bragt en hel masse godt med sig: Vækst, spændende nye projekter, glade kunder og nyansættelser, der er med til at styrke organisationen og kvaliteten af vores kundeprojekter. Og dét er vi ovenud glade og taknemmelige for.

OnlinePlus fyldte 10 år i år, vi blev nomineret til EY’s Entrepreneur of the Year for andet år i træk, og vi modtog vores tredje Gazelle. Det er vi vanvittigt stolte af!

Men vi løfter i flok, og dette kunne ikke have ladet sig gøre uden det team, som OnlinePlus i dag består af. Vi har sagt det før, men vi slutter gerne året af med at sige det igen: Vi har verdens sejeste og dygtigste kollegaer!

Og i dén ånd har der også været stor fokus på vores medarbejderes velbefindende dette år – både det fysiske og mentale velvære er blevet prioriteret højt. Vi har bl.a. arbejdet med at være i nuet, fejre de daglige sejre, kollegastøtte, selvkritik, og hvordan vi kan undgå forstyrrelser, der ødelægger vores arbejdsflow. Og så er Innovation Day blevet en fast ting i huset, hvor vi hver måned bruger en dag på at forbedre os fagligt, så vi kan imødekomme de udfordringer, vi står over for, samt dygtiggøre os inden for vores individuelle interessefelter.

Ovenpå et socialt amputeret 2020 greb vi enhver mulighed for at holde arrangementer og være sammen hen over sommeren og efteråret: Fodboldfest, sommerfest, vores årlige OP-løb, halloweenfest og fredagsbar blev igen introduceret i OnlinePlus – og det var tiltrængt.

Vi fik også taget gevaldigt revanche for de seminarer og foredrag, vi måtte aflyse i 2020. Derfor har vores skarpe team været landet rundt for at holde foredrag for flere af landets største webshops og virksomheder, ligesom vi også har holdt flere seminarer her på adressen. Vi sætter en stor ære i at være specialister inden for forskellige digitale marketing discipliner, og det har altid været en vigtig del af vores identitet at dele vores viden med vores kunder – det er bare lidt sjovere at gøre, når man kan se dem i øjnene imens.

Vi gearer ned for en kort stund, mens julen er over os, men vi vender endnu stærkere tilbage i 2022. Nye tiltag, projekter og idéer er allerede på tegnebrættet – og flere af dem klar til at gøre sit indtog allerede i starten af det nye år. Det glæder vi os til at dele med jer.

Tak til vores kunder, netværk og venner af huset – og ikke mindst til hele teamet i OnlinePlus. Vi glæder os til at erobre det nye år med jer.

Afslutningsvis vil vi ønske jer en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår.

 

Med venlig hilsen

Malene, Jeppe og Jimmy

 

 

Jimmy Vejlemark
CINO & Partner
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig