Google udfordrer Amazon med nyt koncept

Google er verdens største søgemaskine, og er uden tvivl forbrugernes fortrukne søgemedie, når det kommer til produktsøgninger – med undtagelse af Amazon. Den amerikanske nethandelsgigant rammer Google lige i akilleshælen, når det kommer til at sælge produkter direkte til forbrugeren. Det er netop her, hvor søgemaskinen kommer til kort.

Det var også af den grund, at Google i januar 2019 tog kampen op og lancerede Google Shopping Actions, som blev testet i Frankrig. Og resultaterne har været gode, for nu har Google-giganten besluttet sig at pakke sammen og tage konceptet med tilbage til amerikansk jord. Google Shopping Actions vil kunne tilbyde kunder at købe produkter direkte på Google-platformen – ligesom Amazon gør. Indtil nu har det kun været muligt med Google Shopping at søge efter produkter for derefter at blive sendt videre til en anden webshop, som f.eks. Nike, Zalando, osv. Med denne nye funktion vil købsrejsen blive endnu kortere, og det er noget, som forbrugerne elsker. Og så er Google heller ikke ligefrem vilde med at miste kunder til Amazon.

Google Shopping Action har allerede sat sig på det franske marked, men vi skal nok vente lidt endnu, før det kommer til resten af Europa. Dog vidner denne udvikling indenfor internethandelsmarked om, at der er nogle store forandringer på vej ift.  den måde, vi handler på nettet på.

Instagram arbejder lige nu også på at integrere on-site shopping i deres app. Denne funktion er stadig udvikling i USA og går under navnet ”Instagram Check-Out”. Så der går ikke længe, før vi vil se en tendens til, at vi vil handle direkte på platformen – i stedet at blive sendt videre til en webshop.

Fællesnævner for Amazon, Google og Instagram er essensen i at mindske minimere friktion i kunderejsen og holde kunden i hånden gennem købstragten på platforme, der både fungerer som søgemaskiner og sociale medier – og nu også som markedspladser. Optimeringer og funktioner der gør købsprocessen markant hurtigere og nemmere for forbrugeren.