Re-re-remix! Instagram tester ‘Reel remix’ som ny feature

Dét er en kæmpe succes på TikTok, Snapchat arbejder på det, og nu vil Instagram også lege med. Derfor er de lige nu i gang med at teste en pendant til TikTok’s ’Duets’ på deres platform, som har navnet ’Reel remix’.

Og nej, det handler ikke om musik, og du skal heller ikke til at lege DJ.
Derimod er Remix en feature, der giver brugerne mulighed for at lave såkaldte ’reaktionsvideoer’, hvor deres video spiller side om side med et originalt klip. Du kan enten optage en ny video simultant med det originale indhold, eller du kan uploade en forhåndsfilmet video.

Det er noget, der i den grad har taget fart på TikTok, så det var bare et spørgsmål om tid, før andre store sociale medier hoppede med på bølgen.
Funktionen er nemlig en virkelig smart måde at skabe engagement hos brugerne på, ved at lade dem svare på aktuelle trends og interagere med memes.
Derudover opmuntrer funktionen til kreativitet blandt brugerne ved enten at fortolke eller skabe trends. Funktionen åbner op for nye muligheder at interagere og samarbejde på Instagram, da det er en langt mere inkluderende feature end Instagrams andre funktioner.

Du kan være heldig allerede at have fået funktionen, men hvis du har svært ved at finde den, kan det være fordi, funktionen desværre ikke har bibeholdt sit cathchy navn på dansk. Men bare rolig, vi skal nok guide dig frem til, hvor du helt præcis finder den i din app!

Du starter med at trykke på ’Reels’ i midten af menulinjen i bunden af din skærm. Herefter trykker du på en vilkårlig Reel, som du ønsker at ’remixe’. Så finder du de tre små prikker i nedre højre hjørne (eller øvre højre hjørne, hvis det er en reel i dit feed). Og her får du muligheden for at ’remixe this reel’ eller ’modificer denne filmrulle’, som det bliver kaldt på dansk.
Det ser ud til, at man kun kan ’modificere’ nyligt uploadede Reels, men det kan være, at det bliver tilgængeligt for ældre reels senere hen.

Det er endnu uvist, hvornår den nye feature bliver rullet ud til alle Instagrams brugere, men en ting er sikkert: vi kommer til at se mange flere ’remix-videoer’ på tværs af alle SoMe platforme fremover.

Pssst! Tjek din Instagram – det kan være, du er en af de heldige, der allerede har funktionen.

 

Jolene Liza Sapsworth
HEAD OF SOME
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig