Optimér dine produktsider og få mere ud af Google Shopping

Vidste du, at du kan forbedre resultaterne af dine Google Shopping-kampagner uden overhovedet at åbne Google Ads? Nej, jeg taler hverken om at outsource opgaverne eller brug af fancy værktøjer. Jeg taler om noget så simpelt som at optimere dine produktsider.

Modsat søgekampagner så vælger vi ikke, hvilke søgeord dine Google Shopping-produktannoncer skal dukke op på. Googles algoritme sørger for, at produktannoncerne vises ved relevante søgninger ud fra de oplysninger, vi fodrer algoritmen med. Hvis vi angiver forkerte oplysninger eller mangelfulde oplysninger, vil dine produktannoncer ikke vises ved relevante søgninger.

Algoritmen bruger informationer fra webshoppens produktfeed og viser annoncer for produkter, hvis informationer stemmer overens med brugerens søgeterm.

Ehm, hvad er det lige, du mener, Morten?

Hvis du kalder en Adidas T-shirt for ”MH Bos Tee” og desuden ikke tilføjer nogen produktbeskrivelse, får Googles algoritme meget svært ved at vise en produktannonce for den T-shirt ved søgninger på ”Adidas T-shirt”. Du fortæller nemlig ikke Google, at det er en Adidas T-shirt.

I denne guide vejleder vi dig til helt grundlæggende produktoprettelse, så du kan få mest muligt ud af din annoncering med Google Shopping.

Optimering af produktsider for Google Shopping

Produkttitler

Vælg et produktnavn, som giver mening ift. hvad kunderne kan finde på at søge efter på Google, og sørg for at gøre den så detaljeret som mulig, uden at den bliver for lang eller overfyldt med søgeord.

Skriv med andre ord titlerne så beskrivende som muligt i et naturligt sprog.

Du kan med fordel benytte følgende formular, hvis du sælger produkter fra kommercielle brands.

Mærke – evt. produktnavn – produkttype – attributter (farve, str., materiale, mønster etc.)

I eksemplet fra før ville produkttitlen ”MH Bos Tee” skulle ændres til ”Adidas MH Bos T-shirt, grå”.

Bemærk, at jeg har skrevet T-shirt i stedet for tee i titlen, da vi i Danmark benytter termen ”T-shirt” oftere end ”tee”. Brug med andre ord de søgeord, vi søger efter i stedet for de ord, du selv synes lyder bedst eller er mest smarte. Dog kan du med fordel bruge synonymer og slangord som ”tee” i dine produktbeskrivelser.

Produktbillede

Er der intet billede, kan vi ikke annoncere med Google Shopping. Og du får nok alligevel ikke solgt produktet, hvis kunden ikke kan se det. Det primære billede skal helst være med hvid baggrund.

Dette tip har ikke indflydelse på, om du får vist dine produkter i Google Shopping-resultaterne, men indsæt for guds skyld flere produktbilleder i ordentlig kvalitet, så forbrugerne kan se, hvad de er ved at købe. Det er godt for konverteringsraten og dermed de resultater, der bliver skabt på baggrund af annonceringen.
Er der tale om tøj, så brug også modelbilleder. Er det møbler og interiør, så brug gerne et miljøbillede osv. Generelt bør du bruge billeder, som viser produktet i en sammenhæng, så forbrugerne kan visualisere at have produktet.

Derudover er det en god idé at følge Googles regler, så undgå logoer, vandmærker og anden tekst på billederne, hvis du vil sikre, at produktet ikke bliver afvist pga. produktbilledet.

Hvad du ikke kan vise dine potentielle kunder på produktbilleder, bør du forklare i produktbeskrivelsen.

Produktbeskrivelsen

Google Shopping-algoritmen bruger også produktbeskrivelsen til at vurdere, hvilket produkt der er tale om.

Skriv derfor meget gerne en kort beskrivelse, men brug aldrig generisk tekst fra producenten eller dine konkurrenter! Det vil kun skade dine organiske placeringer i Googles søgeresultater (SEO).

Brug så mange beskrivende ord som muligt og medtag informationer, der ikke var plads til i produkttitlen.

Du gentager naturligvis, hvad der står i produkttitlen, men kan også komme med synonymer og nærmere produktinfo. Benyttes ”T-shirt” som produkttype i produkttitlen, kan du skrive ”tee” i produktbeskrivelsen.

Men vigtigst af alt er, at du gør beskrivelsen naturlig og ikke gør brug af ”keyword stuffing”. Skriv til rigtige mennesker. Så kan det ikke gå helt galt.

Det kan selvfølgelig være en stor mundfuld, hvis du har flere tusinde produkter. I sådanne tilfælde vil jeg anbefale, at du skriver tekster til dine bestsellers og andre produkter, du vil pushe hårdere på. Især produkter, der ikke er deciderede sæsonvarer.

Har du et produktudvalg, som ikke ændrer sig sæson efter sæson eller år efter år, som eks. garn, autopærer eller hundefoder, vil jeg kraftigt anbefale, at du prioriterer at bruge tid på at skrive gode produktbeskrivelser eller outsourcer opgaven til en dygtig tekstforfatter.

 

Produkttyper

Produkttyper, produktgrupper, produktkategorier… Kært barn har mange navne.

Valg af produktkategori har faktisk ingen betydning for, hvor synligt dit produkt bliver med Google Shopping, men det kan hjælpe dig betydeligt i administrationen af dine Google Shopping-kampagner, da du kan gruppere dine produkter i kampagnen efter produktkategorien.

I nogle webshop-CMS, som eksempelvis DanDomain, skal man være særlig opmærksom, da man hurtigt kan komme til at lave en rodet struktur i sine Google Shopping-kampagner, hvis valget af primær produktgruppe er tilfældigt.

Inddeler du dine Shopping-kampagner efter produkttyper, bliver den nemlig inddelt efter den primære produktgruppe.

Sælger du løbebånd, og er dine løbebånd placeret i underkategorien ”Løbebånd” til overkategorien ”Motionsmaskiner”, så sørg for, at ”Løbebånd” er valgt som primære gruppe (DanDomain).

Det kan hurtigt blive noget rod, hvis halvdelen af løbebåndene er placeret under ”Løbebånd”, mens den anden halvdel er placeret under ”Motionsmaskiner”. Vi vil gerne have lignende produkter placeret i samme produktkategori for at forudse et realistisk CPC-bud på nye produkter ift. at skabe optimale resultater.

 

Brand

En anden måde at inddele sine Google Shopping-kampagner er ud fra webshoppens forskellige brands, så sørg for at udfylde feltet Brand / Mærke / Producent (DanDomain). På den måde kan du på et senere tidspunkt vurdere, hvad nye produkters start CPC-bud bør være for hvert brand ud fra historiske resultater for brandet overordnet.

Derudover hjælper du naturligvis Google med at vise produktannoncerne ved brand-søgninger.

Men endnu vigtigere er, at Google vægter tilføjelse af brand højt. Så højt, at det er obligatorisk for alle nye produkter. Det betyder, at du risikerer, at dine produkter bliver afvist, så du ikke får lov til at annoncere for produkterne, hvis du ikke har tilføjet brand. Ikke blot i produkttitlen eller beskrivelsen, men i det specifikke felt for udfyldelse af brand, hvilket dit webshop-CMS forhåbentlig understøtter. Har du en DanDomain-webshop, hedder feltet ”Producenter”.

 

GTIN / EAN / Stregkode og leverandørvarenummer

Vi støder meget ofte på dette problem. Produkternes stregkodenumre bliver ikke tilføjet på produkterne, og det er et kritisk problem jf. Googles retningslinjer for Google Shopping. Så kritisk, at det er blandt de største syndere for afviste produkter, som ikke må annonceres for.

GTIN / EAN, eller også bare kaldet stregkodenumre, er – som ordet antyder – de numre, som findes under stregkoden på dine produkter. Vel og mærke stregkoden fra den oprindelige producent af produktet.

Producenten af produktet (eks. Adidas) opretter stregkodenumre for alle deres produkter, og de ligger i et globalt system, som bl.a. Google har adgang til. Har du tilføjet stregkodenumre på dine produkter, er det dermed et indicie overfor Google om, at du sælger ægte varer og ikke kopivarer.
Derfor slår de ofte hårdt ned på annoncører, som ikke har udfyldt dette felt.

Udover at du får lov til at annoncere for dine produkter, hjælper du naturligvis også algoritmen med at vise produktet ved de rigtige søgninger, da produktet matches op med et helt præcist produkt.

OBS! Hver eneste variant har hver sin stregkode. Så sælger du tøj og har fem forskellige størrelser, er det fem forskellige stregkoder.

OBS! Du må for guds skyld ikke angive dine egne cifre i dette felt. Hvis du angiver andet end de officielle stregkodenumre, bliver produkterne med garanti afvist af Google.

Jeg ved det… Det er et stort arbejde. Det er ikke os, der laver reglerne :-).

Har du ikke producentens rigtige stregkodenumre, kan det i visse tilfælde være nok at tilføje et leverandørvarenummer.

Men er det ikke det samme, spørger du nok. Nej, leverandørvarenummeret kan være fra en evt. underleverandør. Derfor har Google heller ikke samme mulighed for at verificere, om leverandørvarenummeret er korrekt.

Hvis du har fået afvist dine produkter pga. manglende EAN-numre, og har du ikke adgang til numrene, kan du derfor i stedet forsøge at tilføje et leverandørvarenummer i feltet til dette. Vi har set webshops, som har tilføjet tilfældige cifre i feltet og derefter fået godkendt deres produkter af Google, men der er ingen garanti, og det er selvfølgelig ikke noget, vi anbefaler (officielt).

Men husk at tjekke op i Google Ads eller Merchant Center, om dine produkter reelt er blevet afvist, før du begynder på at tilføje ”falske” leverandørvarenumre. Er produkterne ikke afvist endnu, kan det være, at de bliver det senere, men der er ingen grund til at fremskynde processen ved at satse på falske leverandørnumre.

Feedoptimering med tredjepartsværktøjer

Hvis du har tusindvis af produkter og halter bagefter ift. udfyldning af ovenstående produktinformationer, kan det være en stor mundfuld at få optimeret sine produktsider. I så fald kan du med fordel benytte et tredjepartsværktøj til optimering af dit produktfeed. Hos OnlinePlus bruger vi DataFeedWatch.

Med DataFeedWatch kan du optimere dit produktfeed ved at opsætte nogle regler, som ændrer informationerne i produktfeedet.

Hvis du vil optimere dine produkttitler, kan du eksempelvis oprette regler, der tilføjer brand i starten af titlen, hvis brand er udfyldt. Eller du kan omvendt tilføje brand, hvis et specifikt brandnavn fremgår af produkttitlen.

Har du tilføjet dit produkt til kategorien ”Kjole”, men ikke skrevet i produkttitlen at produktet er en kjole, kan du oprette reglen, at hvis produktkategori er lig med ”Kjole”, så tilføj ”Kjole” til sidst i produkttitlen.

Du kan i princippet oprette regler for alt og omskrive hele dit produktfeed baseret på informationer, der allerede er angivet. Dog kan du desværre ikke oprette regler, som tilføjer EAN-numre til produkterne.

Et af de mest grelle eksempler er, når hverken brand eller produkttype er tilføjet til hverken produkttitlen eller produktbeskrivelsen. I disse tilfælde giver man ingen mulighed for, at Google kan vise produktet ved de mest relevante søgninger. I sådanne tilfælde har jeg erfaring med at oprette regler for, hvis produktet er i en bestemt produktkategori og indeholder bestemte ord, så er det x brand og y produkttype, som kan tilføjes produkttitlen.

Custom Labels

Med DataFeedWatch har du også mulighed for at tilføje Custom Labels (tilpassede etiketter) til dine produkter. Dvs. etiketter ud fra dine egne præferencer.

Du kan eksempelvis inddele dine produkter ud fra tilpassede etiketter for pris (eks. under 100 kroner, 100-200 kroner etc.), sæson (vinter, forår, sommer, efterår) eller avancer (høj avance, lav avance) for at sætte forskellige mål for ROAS (investeringsafkast).

Er du i en branche, hvor købsprocessen og overvejelsesprocessen er lang, er der stor risiko for, at data ”går tabt” i Google Ads, og dine annoncer bliver sandsynligvis ikke krediteret for alle de salg, de burde krediteres for. I et sådan tilfælde kan du sætte custom labels ud fra bestsellers og lowsellers, så vi ved, hvilke produkter der skal pushes i Google Shopping trods en umiddelbart lav ROAS set på dataene i Google Ads.

Bonus: Optimering af produktsider forbedrer din SEO og konverteringsrate

Udover at du optimerer dit produktfeed, så du kan skabe bedre resultater med dine Google Shopping-kampagner, har optimering af dine produktsider også positiv effekt på dine organiske placeringer (SEO) samt den generelle konverteringsrate på webshoppen.

Har du gode produktbilleder, beskrivende titler og detaljeret information i produktbeskrivelserne, øger du sandsynligheden for en øget konverteringsrate, hvilket naturligvis skaber en positiv effekt på tværs af alle dine markedsføringskanaler og ikke mindst på bundlinjen.

Husk ”Relaterede produkter”

Nu vi er ved konverteringsoptimering af dine produktsider, så husk for guds skyld at tilføje et afsnit med ”Relaterede produkter”, ”Husk at købe” og/eller ”Andre har også købt” nederst på dine produktsider.

Når en person klikker på en Google Shopping-produktannonce, men ikke falder for produktet, har vedkommende to muligheder.

  1. Gå tilbage til Google for at klikke på en anden annonce.
  2. Bliv på webshoppen for at finde et alternativt produkt.

Vi vil selvfølgelig gerne have dem til at foretage valg nummer to, og vi øger sandsynligheden, hvis vi angiver relaterede produkter inde på produktsiderne.

Hvis der ikke er relaterede produkter, skal brugeren klikke sig gennem produktkategorier for at finde et andet produkt. Så er det nemmere at gå tilbage til Google.

Konklusion

For at få det maksimale ud af sine Google Shopping-kampagner handler det altså om mere end optimale kampagnestrukturer og løbende optimering af kampagnerne. For at få vist sine produktannoncer og for at øge konverteringsraten ligger der også et benhårdt arbejde i optimering af produktsiderne.

For mange webshop-ejere, der ikke har brugt den mindste tid på at tænke over optimering af produktsiderne, er dette et skræmmende wakeup-call.

Det er desværre ofte, at vi ser webshops, som kunne trænge til en ordentlig overhaling, hvilket er en skam.
I sidste ende er det dem, der kan give brugerne en god købsoplevelse, som vinder.

Skal jeg hjælpe dig videre med din Google annoncering?
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig