UX i e-handel: Øg dine konverteringer med en skarp brugerrejse

UX a hva’ for noget?

UX står for User Expericence – brugeroplevelse på dansk. Og målet er naturligvis at give brugerne den bedste brugeroplevelse på dit site som muligt ved at gøre den let og overskuelig.

Tro os, det kommer ikke kun dine brugere til gode! Det giver nemlig dig de bedste forudsætninger for at få flere konverteringer.

I den perfekte verden blev enhver webshop testet, så den bedste brugerrejse for den specifikke shop, kunne findes og implementeres ud fra data og ikke mavefornemmelser. Men vi er hverken naive eller lider af vrangforestillinger – vi ved godt, at der kan være flere gode grunde til, at der ikke bliver testet på livet løs inden implementering.

Og er du en af dem, der ikke har kapacitet til at teste dit UX-design, så lader vi dig ikke i stikken – vi er klar med en række tiltag, som der helt generelt bør være styr på, for at brugeroplevelsen stiger markant.

 

1. Hjælp brugerne med at finde rundt

Ét af de vigtigste steder, du bør sætte ind for at forenkle brugerrejsen på dit site, er ved altid at gøre navigation lettilgængeligt.

Det betyder, at når brugeren scroller, bør hele eller dele af navigationen følge med, så brugeren hurtigt kan finde menupunkter, skulle de have behov for at dykke dybere ned i din shop.

Du kan i samme omgang med fordel overveje at introducere brødkrummer på dit site. Det er en sti, der viser hvert step, brugeren har taget for at ende på den side, den befinder sig på nu. Herved kan brugeren nemt danne sig et overblik samt klikke tilbage, hvis behovet opstår.

Derudover bør dit søgefelt altid være synligt, så brugeren nemt kan søge efter produkter eller kategorier, uanset hvor den befinder sig – og uden at skulle klikke rundt eller scrolle.

Det gælder om at gøre dit site overskueligt og intuitivt for brugerne.

 

2. Skru ned for hover-funktionerne

Du kender det sikkert selv: Du sidder der og passer dig selv, mens du scroller på et site, og ved den mindste bevægelse hen over menuen folder den sig ud og fylder hele skærmen – i frustration og panik klikker du på noget, og kommer væk fra den relevante side.

Vi føler med dig – det er irriterende.

Dette kaldes en hover-funktionen, og som navnet antyder, betyder det, at der sker en reaktion, når musen svæver over det pågældende element. Det ses ofte i netop menuer, men du bør være meget påpasselig med det, da det kan være ret uhensigtsmæssigt for brugeroplevelsen.

Er du meget knyttet til din hover-funktion, kan du putte en forsinkelse på den, så der går et vis stykke tid, typisk 0.2 sekunder, før f.eks. menuen aktiveres og foldes ud. Dette gør, at brugeren undgår at aktivere punkter ved blot at køre musen over det.

 

Klik, klik, klik

Vi anbefaler faktisk, at du i stedet for laver en klik -funktion, hvilket betyder, at brugeren skal lave et reelt klik, før der sker en reaktion. Dette gør brugeroplevelsen bedre, da man ikke aktiverer noget uden at have taget stilling til det. Denne løsning er desuden også mere inkluderende, da det gør, at tastaturbrugere, der typisk er svagtseende, kan benytte navigationen.

Nu vi er ved klik, tillad os at komme med en indskudt bemærkning: Overvej (meget kraftigt) at introducere en ”lille kurv”, der viser, hvad brugeren har lagt i kurven, når de klikker på kurven, og hvorfra de kan tilgå både indkøbskurv og check out. Så behøver brugeren ikke at afbryde sin shoppe-stime for at tjekke, hvad der er i kurven.

 

3. Gør dit site responsivt

55% af alle køb i den danske e-handel bliver foretaget på en mobil eller tablet – og det forventes kun at stige.

Det var bare det. Dét er argumentet for at gøre dit site responsivt.

Er du ikke helt med på, hvad responsivt betyder, så er det faktisk bare kunsten at tilpasse dit site til både desktop og mobil – og alt efter hvilken enhed brugeren besøger dit site på vises den mest brugervenlige version.

Og med et overtal af folk, der handler fra mobile enheder, er det vigtigere end nogensinde, at mobilsiden er lige så, hvis ikke mere, brugervenlig end desktopversionen.

 

 

4. Omfavn dark mode

Dark mode er en funktion, der lader brugeren vælge et mørkt tema til et website eller app.

Der er rigtig mange, der bruger denne funktion, da det er lettere for øjnene at se på ift. den hvide farve, der ellers er standard. Undersøgelser viser, at mere end 80% af mobilbrugerne har tilvalgt dark mode.

Derfor kan det være en rigtig god idé at tilbyde dark mode på din shop – og som minimum lige teste, hvordan din shop fungerer gennem diverse dark modes på forskellige enheder.

 

 

5. Tænk over din accessibility

Accessibility, eller tilgængelighed, går hånd i hånd med UX, da udgangspunktet for brugerrejsen er anderledes for nogle end for andre. Du er naturligvis interesseret i at imødekomme alle, så her kommer et par punkter, du kan arbejde med for at gøre dit site mere tilgængeligt for så mange som muligt.

 

ALT-tekster

De fleste tror, at disse blot skal bruges, så Google kan vise billederne med tekst, men dette er faktisk ikke den primære grund til, at de findes. ALT-tags bruges nemlig også for at give folk med nedsat syn mulighed for at få læst et billede op. Dette gør, at selv sider med meget visuelt indhold, kan bruges af alle brugere.

 

Kontraster

Sørg for, at der er ordentlig kontrast på dit site. Dette gør din webshop mere behagelig for øjet og hjælper alle – men særligt folk med synsnedsættelse. Har du ikke en designer gemt i maven, og falder farver dig ikke naturligt, så findes der heldigvis masser af værktøjer, der kan hjælpe dig med at teste kontraster.

Her er et par stykker:

Test på enkelte farver her.

Test på hele dit site her eller her.

 

Skriftstørrelser

Størrelsen på font er et punkt, mange slet ikke tænker over, og som resultat heraf bruger de simpelthen alt for små fonts på deres site. Og dét har altså en direkte indflydelse på, hvor meget en bruger får ud af din side.

En klassisk fejl er at bruge størrelse 12px i footeren. Men det er altså for småt – både for at Google accepterer det men også for folk med nedsat syn. En tekst skal minimum skal være 16px før både Google er tilfreds og det er letlæseligt.

 

 

6. Købsflow

Jo kortere du kan gøre købsrejsen for dine brugere, jo større er chancen for at lave en konvertering. Så enkelt er det.

Derfor er det essentielt at tilbyde løsninger som Apple Pay, Google Pay og MobilePay allerede på produktkortet eller i varelisten. Disse integrationer gør, at brugeren med ganske få klik kan lægge varen direkte i check out og betale med kun et swipe.

 

 

Faldgruber, du ikke vil falde i!

Nu ved du, hvad du skal gøre for at optimere dit UX-design, men hvad skal du ikke gøre? Vi er klar med to tips, der går igen og igen hos mange.

 

Design

De fleste vil gerne fremstå unikke i deres design – og med god grund, for i en verden af muligheder, skal man gerne skille sig ud. Men du skal passe på, at du ikke skiller dig for meget ud.

I design snakker man om et koncept, der hedder ”Design Patterns”. Dette er en betegnelse for de mønstre, som brugerne er vant til at følge, når de agerer på nettet. Disse mønstre ligger dybt i os alle, og selvom vi ikke er klar over det, bliver vi irriteret, når de bliver brudt.

Derfor er det en god idé ikke at vige for langt fra, hvordan dine konkurrenter har opsat deres sider.

Kreative designs kan nemlig være decideret hæmmende for brugeroplevelsen. Dette betyder naturligvis ikke, at du ikke kan eksperimentere, men det er vigtigt, at det er test og data, der afgør, hvorvidt en designbeslutning skal implementeres og ikke blot, hvad du selv eller din designer lige føler for.

 

Pop-ups

Blot et hurtigt tip til dine pop-ups.

Brugerne er vant til at lukke pop-ups, sider og lign. i højre hjørne. Hvis du bryder denne norm og sætter den i venstre side, kan det virke brydende for den normale brugeroplevelse og lede til frustration – i værste tilfælde kan de forlade din side, inden de overhovedet er kommet i gang.

 

 

Har du brug for hjælp til dit UX-design?
Kristoffer Sivgaard Grum
Udvikler
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig