5 gode grunde til at vælge Facebooks Business Manager, når du skal sponsorere dine opslag

Mange virksomheder bruger boost-knappen på Facebook meget flittigt, men hvad er boost-knappen egentlig for noget? Og hvordan adskiller boost sig fra Facebook-annoncer, som er oprettet gennem Facebook Business Manager? Her får du 5 gode grunde til at benytte Facebook-annoncer i stedet for Boost!

 

1. Vælg den rette målsætning for dine annoncer

Facebook-annoncer giver dig mulighed for at vælge mange forskellige annonceringsmålsætninger, som kan hjælpe dig med at nå dine forretningsmål. Din annonceringsmålsætning er, hvad du ønsker, brugerne skal foretage sig, når de ser dine annoncer. Hvis du f.eks. gerne vil optimere din annonce efter leadgenerering, så kan du oprette annoncer, der opfordrer folk til at udfylde din leadformular. MEN når du benytter boost-knappen, har du kun meget få valgmuligheder for annoncemålsætning. Oftest kan du kun vælge at optimere efter interaktion eller beskeder, hvilket ikke er smart, hvis du f.eks. ønsker at øge din konvertering.

2. Vælg dine egne annonceplaceringer – og spar penge!

Ved Boost kan du bestemme, om du vil have din annonce leveret på Facebook og Instagram. Med Facebook-annoncer har du den ekstra fordel, at du kan vælgeeller fravælge placeringer i højreside-annoncer, i Nyhedsfeed, i Messenger-annoncer, Stories, lynartikler og i Audience Network. På den måde undgår du at betale for at få dine annoncer leveret på placeringer, din målgruppe ikke ser, og du sikrer derved, at dit annoncebudget spenderes på en effektiv måde.

 

3. Gå ikke glip af spændende annonceformater

Med Facebook-annoncer får du adgang til hele paletten af spændende annonceformater, som du kan tilpasse til dine forretningsmål. Opret dynamiske karruselannoncer, leadannoncer, samlingsannoncer og tilføj nye handlingsknapper, som vil få flere fra din målgruppe til at udføre en handling. Dette er blot et fåtal af de funktioner, du går glip af, når du benytter boost-funktionen.

 

4. Test dit indhold mellem forskellige målgrupper – måske det vigtigste punkt!

For at få succes med Facebook-annoncering er det først og fremmest vigtigt at vide, hvad der virker for netop din forretning. Med Facebook-annoncer får du mulighed for at teste mellem flere forskellige målgrupper samt annoncetyper. Når du tester, bliver du klogere på, hvordan din målgruppe konverterer bedst, og du får samtidig brugt dit annoncebudget på den mest optimale måde. Når du benytter boost-funktionen, kan du kun vælge 1 målgruppe, og du har heller ikke mulighed for at oprette nye brugerdefinerede målgrupper baseret på bl.a. kundefiler, din pixel-data etc. Og kort fortalt så er det hér, guldet ligger!

 

5. Rod i din annoncekonto? Nej tak!

Hver gang du booster, oprettes der en ny kampagne på din annoncekonto. Dette kan resultere i rigtig mange kampagner, og det kan med tiden være svært at holde styr på, hvilke opslag der har skabt resultater for din virksomhed. Når du laver annoncer direkte fra Business Manager, kan du samle dine kampagner, og det vil være markant lettere for dig at lave en rapport med henblik på at evaluere på dine resultater.

 

Konklusion

Helt overordnet er der rigtig mange penge at spare ved at lave dine annoncer i Facebook Business Manager fremfor at benytte boost-knappen. Det kræver selvfølgelig, at du har tid til at sætte sig ind i Business Managerens mange funktioner, men på sigt vil du opnå en bedre indsigt i, hvad der virker for din forretning og dermed få muligheden for at videreudvikle på dette for at få en succesfuld forretningsstrategi.

 

Vil du vide mere om annoncering på Facebook?
Jolene Liza Sapsworth
HEAD OF SOME
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig