Google Ads opgraderer tilskrivningsmodeller for YouTube-annoncer og Google displayannoncer

Hvis du er en lige så stor Google Ads-nørd, som vi er, kan du ikke undgå at blive begejstret over denne nyhed!

Google har netop meldt ud, at de opgraderer deres tilskrivningsmodeller for display- og videoannonceringer, og vi kan slet ikke få hænderne ned ovenpå denne udmelding! Indtil nu har det nemlig kun været muligt at få hele konverteringer fra disse typer af annoncer, hvis displaybanneret eller videoen har været sidste klik på rejsen til en gennemført ordre eller henvendelse.

Er du ikke helt hjemme i Google Ads, og lyder tilskrivningsmodeller som det rene volapyk, så forklarer vi gerne hurtigt!

Google Ads tilbyder en række forskellige tilskrivningsmodeller (Sidste klik, Første klik, Forældelse, Positionsbaseret og Datadrevet), og disse modeller beskriver groft sagt, hvor stor værdi den enkelte annonceinteraktion tilskrives for dine konverteringer. Tilskrivningsmodeller hjælper dig ydermere med at forstå, hvor effektive dine annoncer er, eller ikke er, og giver dig muligheden for at kunne optimere på tværs af annoncestier.

Når man arbejder med Google Ads og de forskellige annonceringmuligheder herunder, kan man normalvis vælge den tilskrivningsmodel, der giver bedst mening for ens måling af konverteringer fra annoncer.

Men dette har ikke været muligt for YouTube-annoncer og Google-displayannoncer før nu!

 

Men hvordan hjælper det mig?

Jo, nu skal du høre! Indtil nu, har du kun kunne benytte dig af tilskrivningsmodellen ’sidste klik’ for display- og videoannoncering. Her tilskrives hele konverteringens værdi den annonce, der blev klikket på sidst, og det har derfor været svært at få en indsigt i, om display- og videoannoncer har været med til at skabe reelle konverteringer.

Ved at anvende en anden tilskrivningsmodel, får display- og videoannoncer muligheden for at få ”delvise” konverteringer, så du kan se, om dine brugere først har klikket på en video eller et banner, herefter en shopping- eller tekstannonce og så konverteret.

Hele kunderejsen bliver derfor langt mere gennemskuelig, og du får lettere ved at se, hvor dine konverteringer kommer fra og ikke mindst muligheden for at optimere dine annoncer samt budgetter for at gøre dem så effektive som muligt.

Hvad enten du er et stort webbureau som os eller en lille selvstændig virksomhed, vil denne opgradering helt sikkert komme dig til gode.

Ændringen kommer til at ske over de næste par måneder, og imens venter vi i spænding!

Alexander Munk
Teamlead - Paid Search
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig