OnlinePlus flytter i nye lokaler på Rugårdsvej

OnlinePlus er vokset ud af lokalerne på Havnegade og flytter i dag ind i lækre, nyistandsatte lokaler på Rugårdsvej i centrum af Odense.

OnlinePlus har haft vokseværk de seneste par år, og der er kommet mange nye medarbejdere til virksomheden. Det betyder, at pladsen i vores lokaler på Havnegade 100 simpelthen er blevet for trang. Derfor flytter vi i dag ind i nye, lækre lokaler i Pakhusgården på Rugårdsvej.

Vi har i længere tid haft et ønske om at flytte i nye lokaler, som både kunne huse vores voksende medarbejderstab og som samtidig lå tæt på Odense centrum og alle de muligheder, byen byder på. Og da lokalerne på Rugårdsvej 103D blev udbudt til leje, var vi ikke i tvivl: Vi havde fundet vores nye hjemmebane.

Nye lokaler giver nye muligheder

Da vi satte underskriften på lejekontrakten til de lækre lokaler, fik vi samtidig muligheden for at indrette stedet, så det passer perfekt til vores virksomhed, vores medarbejdere og vores skarpe webløsninger. Den mulighed ville vi ikke lade gå fra os. Derfor har vi haft håndværkere på de sidste mange uger, som har knoklet for at give os en ny hjemmebane med fokus på kreativitet og funktionalitet.

Resultatet er intet mindre end fantastisk. Vi har fået skabt et toptrimmet, moderne webhus, hvor der både er plads til vores kreative arbejde, socialt samvær, inspirerende seminarer og spændende netværksarrangementer for både nuværende og kommende samarbejdspartnere.

Vi glæder os rigtig meget til, at vi får de sidste små detaljer på plads, så vi med stolthed kan vise vores nye, inspirerende hjemmebane frem. Hvis du får lyst til at besøge os inden da, er du selvfølgelig også mere end velkommen.

Vi ses på Rugårdsvej 103D!