Hvilken Google kampagnetype skal du vælge?

Vi behøver vist ikke snakke om, hvorvidt du skal bruge Google Ads eller ej. Hvis du er her, har du nok også taget en beslutning om dét. Det næste store spørgsmål er således: Hvilken kampagnetype er den rigtige for netop dig? Skal du vælge at fokusere på tekstannoncer, eller er Google Shopping mere rigtigt for dig?

For at du ikke bliver helt rundtosset, fokuserer vi på de to mest bruge annoncetyper på Google: Google Shopping og Google tekstannoncer. Vi kommer til at tale lidt om, hvad de to annoncetyper kan hver især, hvad forskellen er på dem, og hvordan de kan arbejde sammen – den ene udelukker jo heldigvis ikke den anden.

Lad os bare tage det helt basale først.

 

Mind mig lige om, hvad Google Shopping er?

Så gerne. En Shopping-kampagne bliver vist i toppen af din søgning med billede, titel og pris samt i fanen ’Shopping’. Shopping-kampagner er rigtig gode, hvis du er forhandler og gerne vil sælge dit varelager.

Med en Shopping-annonce introducerer du tre afgørende features for forbrugeren allerede i søgeresultatet: Hvad produktet koster, hvordan det ser ud og navnet på produktet.

 

Du kan lave manuelle Shopping-kampagner eller Googles Smart Shopping-kampagner – hvis du er i tvivl om, hvad forskellen på disse er, kan du læse mere her.

På Shopping-kampagner byder du ikke på søgeord men på produkt-niveau, hvor Google tager udgangspunkt i de produktdata, der er at finde på dit website, såsom titler og beskrivelser. Du har dog også mulighed for at optimere dit feed løbende med titler og beskrivelser samt negative søgeord, altså søgeord du ikke vil dukke op på. Dermed gør du det så relevant som muligt.

Du kan have flere resultater i Shopping-annoncer til forskel fra tekstannoncer – men mere om det senere.

 

Og hvad så med tekstannoncer?

Tekstannoncer er de annoncer, der vises over og under de organiske søgeresultater på Google. De ligner til forveksling helt almindelige søgeresultater, men er naturligvis beklædt med en annonce-markering. Tekstannoncer består som udgangspunkt af en overskrift, en annonceret webadresse og en beskrivelse.

 

 

Som udgangspunkt er det annoncer uden billeder, men Google tilbyder også en billedudvidelse, som gør det muligt at supplere din eksisterende tekstannoncer med fængende billeder af dine produkter eller tjenester og dermed forbedre dit budskab.

Med tekstannoncer udvælger og byder du på specifikke søgeord til dine produkter eller services. Hermed har du alletiders mulighed for at rette dine annoncer mod forbrugere i forskellige stadier af købsprocessen, afhængigt af hvor brede eller specifikke søgetermer du vælger. Hvor Shopping-annoncer sagtens kan optræde flere gange under én søgning, vises der kun én tekstannonce pr. annoncør pr. søgning.

 

Fordele og ulemper ved Google Shopping

Fordele

  • Shopping-annoncernes størrelse, placering og visuelle element gør dem mere fremtrædende i søgeresultaterne. Samtidig kan din virksomhed optræde med mere end én annonce ad gangen i Shopping-resultaterne. Billederne gør ofte også annoncen mere engagerende.
  • Eftersom Google Shopping ikke bliver vist ud fra forudbestemte søgeord men dit produktfeed, så vises dine annoncer automatisk for de mest relevante kunder, og der er potentielt flere chancer at få dine produkter vist.
  • Cost Per Click (CPC) er ofte billigere end ved tekstannoncer. Desuden er chancerne for konvertering langt højere, fordi kunden allerede har set både produkt, og pris inden, den besøger dit site.
  • Danskerne siger ikke nej til et godt tilbud, så hvis du ved, at du kan konkurrere på pris, er Google Shoppen ideelt, i og med at forbrugerne får det fulde overblik over dit og konkurrentens udbud direkte i søgeresultater.
  • Du betaler pr. klik.

 

Ulemper

  • Shopping-annoncer presser dig på prisen. Det er i hvert fald ofte dem med den laveste pris, der løber med salget. Og det er ikke altid optimalt for dig. Især hvis du fra start af ved, at prisen ikke er en af dine USP’er (unique selling points).
  • Shopping-annoncer fungerer bedst for online detailvirksomheder, fordi man præsenterer forbrugerne for pris, produkt og salg med det samme.
  • Google har en forholdsvis streng politik omkring billedindhold til Shopping-kampagner.
  • Du har mindre kontrol, fordi du netop ikke kan udvælge og byde på specifikke søgeord, du gerne vil dukke op på.
  • Der er ikke meget mulighed for at skille dig ud fra dine konkurrenter andet end på prisen, og annoncerne ligner hinanden meget.
  • Klikraterne er ofte lavere på shopping-annoncer.

 

Fordele og ulemper ved tekstannoncer

Fordele:

  • Med tekstannoncer har du en unik mulighed for at nå ud til de personer, der aktivt søger efter præcis det, du udbyder. Der er tale om en specifik målretning af dine kampagner.
  • Du kan målrette dine kampagner til brede generiske søgninger og mere specifikke brandede søgninger. Dermed har du mulighed for at ramme dine brugere forskellige steder i deres købsrejse.
  • Tekstannoncer har en stor synlighed og god placering på søgeresultatsiden.
  • Du har mulighed for at skille dig ud fra dine konkurrenter og endda få større annoncer ved at anvende annonceudvidelserne. Udvidelser inkluderer opkaldsknapper, adresseoplysninger, links til bestemte dele af dit website, yderligere tekst og mange flere.
  • Du betaler pr. klik.

 

Ulemper:

  • Det kan koste dig dyrt at satse på de forkerte søgeord. Du betaler pr. klik, og det er en auktion. Det vil sige, at jo flere der også vil betale for dit søgeord, jo højere bliver prisen for dig. Hvis det viser sig, at et søgeord, som du troede ville generere trafik slet ikke gør, har du betalt dyre domme for ingenting eller måske genereret irrelevant trafik.
  • CPC er ofte dyrere end ved Google Shopping.

 

Valget er jo nemt

… tænker du nok, eftersom ulemperne er flere ved Shopping? Men så sort-hvidt er det ikke. Der er mange faktorer, der har indflydelse på, hvilken kampagnetype, der er bedst for din virksomhed.

 

Google Shopping

Shopping-annoncer er perfekte, hvis du har en webshop – har du lækre billeder på din shop, er det endnu bedre. Shopping-kampagner er nemlig geniale til at få solgt ud af dit varelager. Google Shopping egner sig derimod ikke så godt til at sælge ikke-fysiske produkter og services.

Shopping-kampagner kan også bruges til at promovere dit lokale butikslager til kunder i nærheden og booste trafikken til dit website eller din lokale butik. Og drømmer du om flere reelle konverteringer (hvem gør ikke det?), så er Google Shopping også ideelt.

 

Tekstannoncer

Som sagt, vil det være en fordel at annoncere for services gennem tekstannoncer, fordi der som regel ikke er en fast pris at annoncere med, og det ofte er andre faktorer, kunderne søger efter, f.eks. kontaktinfo.

Er det meste af din forretning baseret på en fysisk butik, giver tekstannoncer mest mening, fordi du kan annoncere for din adresse, telefonnummer og åbningstider. Og du kan sikre, at dine tekstannoncer kun vises, når din butik har åbent og undgå at spilde budget på unødvendige klik.

Hvis du har behov for at være mere specifik i den målretning, er tekstannoncer det rette valg – i og med, at du kan udvælge og målrette på særlige søgeord. Tekstannoncer egner sig godt til at generere salg, kundeemner eller trafik til dit website, netop fordi du kan vise dine annoncer til brugere, der aktivt søger efter, det du tilbyder.

 

Hvorfor ikke bruge begge?

Det spørger vi også om – hvorfor vælge? Dobbelt annoncering, dobbelt så godt, ikke? Måske ikke helt, men det er heller ikke helt hen i vejret, for der er altså et par fordele ved at satse på begge annoncer.

Ved at kombinere de to annoncetyper opnår du næsten maksimal synlighed i søgeresultaterne (du mangler måske de organiske søgeresultater – men det er en anden (SEO)snak). Du kan optræde flere gange i Shopping-resultaterne, og hvis du samtidig optræder med en tekstannonce lige under, vil dine potentielle kunder blive eksponeret for din virksomhed og produkter langt mere end for dine konkurrenters. Du opnår altså større synlighed, mens du giver dine konkurrenter mindre plads i søgeresultaterne.

Mens Shopping-annoncer er gode til at visualisere dine produkter, viser tekstannoncer mere information, hvilket giver mulighed for flere USP’er, CTA’er og kontaktinfo. Tilsammen giver det et fantastisk udgangspunkt for at styrke dit brand samt skabe flere konverteringer og klik.

Google selv har foretaget en undersøgelse, der viste, at folk der bliver eksponeret for både tekstannoncer og Shopping-kampagner er 90% mere tilbøjelige til at klikke på annoncen og foretage et køb.

 

Har du brug for hjælp til Google Ads?
Alexander Munk
Teamlead - Paid Search
Vi kan også kontakte dig
Vi kan også kontakte dig